Første søndag efter påske

 

– mens vi stadigvæk må vente på at komme til gudstjeneste…

ved Ulla Skorstengaard

 

 

”Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå,

for han kunne umuligt holdes fast af døden”

 

Ordene står i Apostlenes Gerninger i det 2. kapitel.  Tænk, at de hører til lige nu, i dag! Midt i disse dage, hvor det sortner for mine øjne, når jeg ser de svimlende mange kister, der rundt omkring på kloden sænkes i grave af nogen, der i deres beskyttelsesdragter ligner rumvæsener, ’bare’ fordi et farligt virus som en usynlig ulv er gået på rov imellem os, og det igen er blevet tydeligt og synligt, at vi – som mennesker - kan være akkurat lige så sarte og sårbare over for dette virus, som får og lam over for ulve.  At tilværelsen står som på gyngende grund. At livet hænger i tynde tråde.

I dette dystre syn er det gode ord at høre og stærkt billeddannende sammenligne døden med barselsveer. Som om døden ’kun’ er en overgang. Ikke noget blivende. For se det lige: at død er som en fødsel af liv.

 

Ordene står midt i et stykke, jeg skulle have læst i kirken ved gudstjenesten denne første søndag efter påske, sammen med den fortælling, der afrunder Johannes’ evangelium. Den om disciplen Peter, som den opstandne Jesus i tiden lige efter påske hele tre gange med forskellige formuleringer spørger, om han elsker ham?

 

”- elsker du mig mere end andre?”

” - elsker du mig?”

” - har du mig kær?”

 

Og, hvordan Peter alle tre gange svarer bekræftende og - til trods for, at Peter kun få dage forinden lige ind til hanen galede hin mørke langfredags morgen havde fornægtet ethvert kendskab til Jesus – vover han tilmed her og nu at svare:

 

”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær!”

 

Man kunne måske have forventet, at Jesus idet øjeblik ville have korrigeret sin discipel ved at holde ham fornægtelserne for øje. Som en dommer foreholder en anklaget faktuelle beviser. Når nu Peter tilmed selv vedgår, at Jesus ved alt.  Men – det er bare ikke det, der sker. For hver gang, Peter har svaret, lyder det i stedet fra Jesus til Peter:

”Vogt mine lam!”

”Vær hyrde for mine får!”

”Vogt mine får!”

 

***

 

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg holder meget af Johannesevangeliet – og denne fortælling er en af mine favoritter.  Den er så vemodsfyldt og så jublende på én og samme tid. Det er ikke bare dét, at Peter er så menneskelig. Både tro og troløs.  

 

Heller ikke selvom det er temmelig let at ’spejle sig i dén dimension af fortællingen, for allerede Paulus satte dette meget menneskelige grundtræk på spidsen med sine ord om alt det gode, vi gerne vil, men ikke gør, og alt det onde, vi ikke vil, men ’kommer til’ at gøre.  Så vi netop altid ’bagefter’ vemodigt må bokse med alle fortrydelsernes overfyldte parkeringspladser. Eller med den kamp, som jeg godt tør spå om også nok skal vise sig- også i kølvandet på den nuværende krise. – for her bliver der bliver helt sikkert trængsel om den håndvask, hvor man  - netop bagefter i bagklogskabens besynderlige lys, nok skal få temmelig travlt med at vaske sine hænder, billedligt talt, for måske tilmed at søge at få ’den’ tørret af på andre.

 

For det, som er så nænsomt og dog så skarpt skildret i dagens evangelium, er den der bøvlede dimension ved livet, at det er så menneskeligt at fejle, og at det er lige så svært at indse og at håndtere fejlene. ”Nobody is perfect” – i alle tilfælde ikke ret mange andre end mig…

 

For det er her, der sker noget afgørende anderledes:

Dét opgør, som man kunne have set for sig, vendes og drejes og dirigeres ligesom et helt andet sted hen. Så fortællingen netop ikke behandler Peters skyld. Svigtet hin dystre morgen. Ikke kredser om, at placere et ansvar for det, som er sket. Ikke, om at nogen skal ’ skældes ud’, ikke om, at fælde en dom.  At den i stedet fortæller, hvad Peter skylder at gøre, som en konsekvens af den kærlighed, han giver udtryk for.

 

**

 

”Man skal ikke græde over spildt mælk”,

 

Sådan lyder et ordsprog, som min mor ofte anvendte, da jeg var barn, men altid med den tilføjelse, som vist var hendes egen særlige opfindelse:

 

”- man skal bare se at finde en klud og så bukke sig ned, for at få det tørret op!”

 

Med disse ord, som var så typiske for min mor, vil jeg udtrykke dét, som jeg allermest holder af ved den fortælling; at Peter ikke tvinges til at rette sine fornægtelser med beklagelser eller undskyldninger og angerfuld bodsgang, men til at flytte sit fokus væk fra sig selv, udad og fremadrettet og dét på en måde som tilmed kommer til at rumme den slet skjulte pointe:

 

At vel er døden overvundet med påskens fortælling om Jesu opstandelse.

Vel kan vi nu, takket være den fortælling, se for os med tro og håb, at livet overvinder døden,

 

 - men at det er på ingen måde det samme som, at vi skal kaste os selv – hovedkulds -  i døden.  Eller kaste hinanden derind. Hverken de svageste eller de stærkeste. Hverken hyrden eller fåret eller lammet. Det er ikke martyriet, der forkyndes. Heller ikke selvom der til allersidst i fortællingen lyder en beskrivelse af, hvordan Peter vil dø en dag.

 

Hvis nu en sådan dødsforagt havde været ’moralen’, så ville det ikke give nogen mening, at Peters kærlighed skulle betyde, at Jesus stiller ham over for den fordring, at han skal følge ham også før døden, ved at være som en hyrde. Ligesom Jesus har været det.

 

Vogt min får, og vogt mine lam, er billedsprog for dét at passe på hinanden, for dét at tage vare på den svage og forsvarsløse, den som ikke har mulighed for at beskytte sig selv.

 

Evangelisten Johannes har helt selvfølgeligt tilbage inde midt i sit evangelium brugt det billede, at Jesus er den gode hyrde – i modsætning til den onde hyrde, der er ligeglad med sine får og tilmed lader dem i stikken, når ulven kommer.

 

Det må have vrimlet med får og lam dengang. Dengang man altså også havde et ansvar for andet og mere end sig selv. Dengang det også betød noget for andre, hvordan man selv opførte sig i forhold til andre. For intet menneske, intet levende har nogensinde været en ø i sig selv.

 

Lidt dristigt overført til situationen i dag kunne jeg sige: Der står ikke, hvis du elsker gud, så skal du gå i kirke. Der står, hvis du elsker gud, så vær en hyrde og vogt mine får.  Og lige nu, hvor vi kæmper mod et usynligt virus, der har et udsædvanligt uhyggeligt veludviklet overlevelsesstrategi, værner vi hinanden allerbedst ved at holde os fysisk fra hinanden. Og hvad mere er, lige nu, hvor vi end ikke med sikkerhed kan udpege, hvem af os der vil være som et lam mod denne ulv, da er vi alle både som får og lam - og hyrder.

*

 

Der er selvfølgelig en gudsbilledlighed i de ord. Et ekko af mytens fortælling om at mennesket er skabt i guds billede. Men igen! Man skal man vist ikke være ret gammel før det billede krakelerer og dette gudsbillede i mennesket forekommer at være som en temmelig dårlig fotokopi. 

 

Jeg bringer lige min mor i spil igen, for hun havde en andet ’gammelt’ udtryk, hun også rigtig tit brugte. Det kom tiest på banen, mens vi børn stod i køkkenet og skulle hjælpe til med madlavningen og når vi i den forbindelse ikke fik gjort tingene i den rigtige eller mest praktiske rækkefølge. Altså efter min mors opfattelse. For så kom det fluks fra hende,

 

"..at det var vel nok aved om."

 

Aved. Eller avet. Det staves lidt forskelligt. Selv i Ordbog over det danske sprog. Men for min mor betød det, at noget var baglænds, vrangvendt - og derfor upraktisk. Nøjagtig sådan kan det vel temmelig tit føles, at skulle forestille sig at være skabt i guds billede.  Det kan godt være at vi burde ligne gud. Men så må det være som at se sig i en spejl. For billedet må være spejlvendt. Aved om.

 

Og lige nu er der faktisk rigtig meget, der kan forekomme at være netop aved om.

 

For ja!  det føles godt nok aved om, som præst, at skulle sige til Jer alle sammen, at I på ingen måde må komme i kirke – og nærmest absurd, kunne det tilmed forekomme, når man kan gå ned i byen og købe tøj, kød, brød – eller stimle sammen ude i Brugsen. For et menneske lever vel ikke af brød alene. Og er vi ikke mere en klæderne? 

 

Men – igen. Ligesom evangeliet vender fokus. Vil jeg.  Eller rettere sagt. Blev mit fokus vendt.

 

For også jeg lever af brød – og derfor måtte også jeg ud at handle. Og sådan gik det til, at jeg i den forgangne påskeuge – som så mange andre – måtte en tur til slagteren, til bageren og i Brugsen. Tøj havde jeg så rigeligt af. Eller rettere. Det forekom mig ikke ligefrem livsnødvendigt at bevæge mig ud efter.

 

Det var ikke allevegne, men næsten, at jeg blev mødt eller standset med et:

 

Er det ikke det mærkeligt at skulle være præst en sådan påske?

Eller et:

Er det ikke mærkeligt, at skulle være ligesom en politibetjent oppe ved kirken?

 

Det var åbenbart rygtedes, at vi er underlagt strenge restriktioner. Og når jeg skulle til at svare, kunne jeg se, at der blev lyttet med. At andre folk rundt omkring stod stille og lod som om de lige skulle undersøge en vare, mens de vist i virkeligheden også - ventede på mit svar.

 

Og dermed sagt:

Aldrig nogensinde før - i alle mine 24 år som præst i Gilleleje sogn – har jeg oplevet, at kirken har fyldt så meget ude i byen i en påske eller, at der i den grad har været et sådant fokus på, hvad der ikke kan købes for penge, og på, hvad vi skylder at gøre for at vogte i betydningen: at værne og at beskytte hinanden og i særdeleshed den svageste, som vi end ikke med sikkerhed kan vide, hvem er.

 

*

 

Ja, men! – vil nogen sikkert protestere. Står der ikke også  i Johannes evangeliet, at den gode hyrde sætter sit liv til for fårene? Og skylder vi så ikke at gøre det samme?

 

Jo, ubetinget! Men! så er det bare at jeg må bruge dette aved om, igen.

For – hvis jeg har forstået, hvad der er blevet formidlet af viden om dette virus, denne usynlige ulv, så er den netop så snedig at luske usynligt rundt og bruge os som redskaber for sin smitte, så vi ikke kan vide, om vi sætter andres liv på spil. Heller ikke selvom vi tror, at vi er raske.

 

Men – hvad denne virus allerede nu har vist sig at komme til kort overfor, er, vores evne til at være der for hinanden uden at skulle være fysisk sammen. Det er mennesket som et åndsvæsen, dette virus kommer til kort overfor. Vi kan række noget videre med ord. Dette virus kræver hænder. Kræver et fysisk nærvær. Uden det, dør det og sådan kan vi lige nu holde dette virus fast.

 

Men ordene. Kirken. Fællesskabet. Det kan ikke holdes fast, end ikke af døden. Og heller ikke af at kirken lige nu må holde sig mest muligt lukket, fysisk set. 

 

Åndeligt talt, har den aldrig været mere åben-lys og synlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Midfaste søndag

- mens vi står midt i en verdensepidemi.

ved Ulla Skorstengaard

 

 

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,

og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”

 

Sådan siger Jesus til sine disciple. Dét skriver evangelisten Johannes i sit 6. kapitel og sådan lyder den sidste sætning i det, der er evangeliet til denne midfaste søndag.

 

Og havde det været muligt at stå i kirken i dag, ville jeg selvfølgelig have læst hele stykket, sammen med den Davids Salme 147, der også hører til dagen, og hvori der blandt andet står disse smukke ord om Gud:  

”Herren støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede.

Du åbner din hånd og mætter alle skabninger med det, de ønsker”

 

 

*

 

Men nu kan vi ikke samles i kirken, så derfor vil jeg i denne lille søndagshilsen nøjes med at fokusere på disse få sætninger.  Til gengæld er det et held i uheld, at det er lige præcis de ord i dag, i disse dage.

 

For det har i disse dage ærligt talt også bekymret mig en del, om vi kan blive ved med at få det mad, vi behøver. Om vi som samfund kan klare skærene på lang sigt. Om økonomien kan holde. Om forsyningerne vil kunne opretholdes. Og hvad nu, hvis jeg bliver syg, hvem skal så tage sig af min yngste søn, som ’kun’ går i 2.g?  Vi bor alene. Hans far er død. Og hans søskende har ikke uden videre mulighed for at træde til. Og mine forældre, som bor alt for langt væk i det mørke Jylland er med deres høje alder snart at tælle imellem de ’sårbare’, som vi alle sammen skal passe på ved at holde sammen på afstand. Og så har jeg end ikke nævnt det forhold, at der her i Gilleleje er rigtig mange særdeles vidunderlige, men netop sådanne særligt sårbare mennesker, som jeg heller ikke kan lade være med at bekymre mig så meget for, at jeg standsede min bil midt i trafikken forleden dag, for at råbe ud af bilruden – på 2 meters afstand – til en forbipasserende plejehjemsansat, at nu havde de bare at passe godt på!  

 

Så ja! - jeg indrømmer det blankt!

Alle mine mange bekymringer holder i kø i mørket på nattens motorvej, når jeg i søvne flyttes fra den ene dag til den næste.  Og endda ved jeg, at rigtig mange har langt flere grunde til langt større uro. Og netop derfor har jeg brug for at høre, at nogen har tjek på tingene. Sådan på et lidt højere niveau.  

 

Så tak, du kære David, salmedigter! Tak, for dine smukke ord!

Det kunne jeg få lyst til at råbe højlydt ud over byen oppe fra kirketårnet, for hvor er det godt, at blive mindet om, at du ser for dig, at vi har en sådan Gud, som vil åbne sine hænder og rejse de faldne og de nedbøjede, - også alle vi de ’over-vore mobiler-nedbøjede’ som lige nu har bøjet os ned for at følge med i hvad, der ske, og hvor mange smittede og hvor mange døde, der nu er.  For jeg anerkender, at der er en grænse for, hvad jeg har tjek på, og for, hvad selv en statsminister magter. Ikke, at det er nyt lige nu. Det kan bare forekomme så tydeligt lige nu.

 

Men!  - netop derfor kunne jeg nok fristes til at tænke, at denne Gud da egentlig gerne måtte se at samle sig lidt sammen til at åbne de der hænder… hvis jeg kan tillade mig på den måde, at udtrykke en vis uro over verdenssituationen. Vores lille klode i det store univers er ikke just en fodbold, der kan leges med, Gud!  Vi bor her på den bold. Vi er sårbare. Det gør ondt, når nogen, vi har elsket, dør. Selv når det er mange år siden, at de var 17 år.

 

Det gør tilmed rigtig ondt, som præst at se nogen, der har mistet nogen, stå inde i kirken sammen med ’kun’ den allernærmeste familie. Eller rettere: at se dem sidde sammen – hver for sig. En og en. På hver sin bænk. Én hel bænk til hver. På hver anden række. Så jeg rigtig kan se – hvor mange der mangles…

 

*

 

Men, aldrig så snart, har jeg stået dér og været på nippet til at fare op i kirketårnet for at råbe, før jeg måtte konstatere, at der skete noget besynderligt. Som når det i et eventyr fortælles, at noget pludselig forvandles, som ved et trylleslag, og der så står skrevet, at det skete…

 

For sådan skete det, da jeg i denne uge stod ved en begravelse, og netop blev så trist og så modløs og følte mig så afmægtig, ved at se alle de mange, der manglede, på grund af de begrænsninger, som lige nu er så livsvigtige, - at det lige med ét var som om alle hullerne begyndte at tale, ja, nærmest at larme og at råbe højlydt – så jeg lige med dette ét kunne se helt tydeligt og tindrende klart, hvordan et sådan virus nok kan sætte en begrænsning for os, nok kan forhindre os i at samles, nok kan udstille vores sårbarhed, og desværre slå ihjel, men! det kan ikke begrænse følelsen af at høre sammen. Også med dem, der ikke kunne være med i kirken. Også med den døde, der lå i kisten. For de var alle sammen tilstede ved at mangles. De var i hullerne. De var tilmed temmelig levende, når jeg så dem for mig. Også den døde.

 

Hvis jeg nu skriver, at det giver os en uendelig magt til at overleve og at bekæmpe betydningen af et virus, så ved jeg godt, at det kan misforstås. For dét er ingen vaccine. Intet værnemiddel. Men dét er som en vished om det banale, at man kan slå et menneske ihjel, men ikke dræbe et ord, og om, at vi er et levende fællesskab. Selv med de, der måtte dø. Vi føler med hinanden. Vi lider med. Dét fænomen, som kaldes medlidenhed.

 

*

 

Og dermed sagt: Er der noget, som er blevet meget synligt i disse dage, hvor vi kæmper mod et usynligt virus, der florerer imellem os, så er det, at vi er et fællesskab, der bærer hinanden, fordi vi – på godt og ondt - betyder noget for hinanden.  Paradoksalt, har dette usynlige virus derfor egentlig afsløret og gjort det synligt for os netop, hvilken magt, vi egentlig har, og som dét ikke har. For vi kan faktisk gøre meget og hver især gøre en kæmpe forskel, selvom vi ikke kan gøre alt. Vi kan også hjælpe mange. Ikke alle. Og vi kan bestræbe os på at forsinke spredningen. Og sådan kunne jeg se for mig, at Gud åbner sin hånd ved at bruge vore hænder.

 

En dansk salmedigter, Lars Busk Sørensen udtrykker det sådan her:


Livets Gud har dine hænder,

derfor er det dig, han sender,

når din næste lider nød.

 

*

 

Alt sammen viser det hen til, at vi mennesker kan noget med tid.

For vi kan række ud over den tid, vi selv lever i, takket være sproget, og takket være hullernes larmende mangel, og takket være denne medlidenhed. Så paradoksalt nok: takket være dette usynlige virus, som er så bekymrende, bliver det så beroligende tydeligt og synligt og muligt at forkynde for Jer, at vi har et glimt af en evighed, som et sådant virus ikke har.  

 

Som når dét sker i disse dage, at det netop midt i frygten og uroen og de mange bekymringer bliver så tydeligt, at vi lever af det, man netop kunne kalde livets brød. Jeg behøver end ikke at råbe det fra kirkens tårn. Det siger (næsten) sig selv!

 

 

 

 

 

 

 

 

Løgumkloster 2012