Søndagshilsner

 

Midfaste søndag midt i en verdensepidemi.

ved Ulla Skorstengaard

 

 

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,

og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”

 

Sådan siger Jesus til sine disciple. Dét skriver evangelisten Johannes i sit 6. kapitel og sådan lyder den sidste sætning i det, der er evangeliet til denne midfaste søndag.

 

Og havde det været muligt at stå i kirken i dag, ville jeg selvfølgelig have læst hele stykket, sammen med den Davids Salme 147, der også hører til dagen, og hvori der blandt andet står disse smukke ord om Gud:  

”Herren støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede.

Du åbner din hånd og mætter alle skabninger med det, de ønsker”

 

 

*

 

Men nu kan vi ikke samles i kirken, så derfor vil jeg i denne lille søndagshilsen nøjes med at fokusere på disse få sætninger.  Til gengæld er det et held i uheld, at det er lige præcis de ord i dag, i disse dage.

 

For det har i disse dage ærligt talt også bekymret mig en del, om vi kan blive ved med at få det mad, vi behøver. Om vi som samfund kan klare skærene på lang sigt. Om økonomien kan holde. Om forsyningerne vil kunne opretholdes. Og hvad nu, hvis jeg bliver syg, hvem skal så tage sig af min yngste søn, som ’kun’ går i 2.g?  Vi bor alene. Hans far er død. Og hans søskende har ikke uden videre mulighed for at træde til. Og mine forældre, som bor alt for langt væk i det mørke Jylland er med deres høje alder snart at tælle imellem de ’sårbare’, som vi alle sammen skal passe på ved at holde sammen på afstand. Og så har jeg end ikke nævnt det forhold, at der her i Gilleleje er rigtig mange særdeles vidunderlige, men netop sådanne særligt sårbare mennesker, som jeg heller ikke kan lade være med at bekymre mig så meget for, at jeg standsede min bil midt trafikken forleden dag, for at råbe ud af bilruden – på 2 meters afstand – til en forbipasserende plejehjemsansat, at nu havde de bare at passe godt på!  

 

Så ja! - jeg indrømmer det blankt!

Alle mine mange bekymringer holder i kø i mørket på nattens motorvej, når jeg i søvne flyttes fra den ene dag til den næste.  Og endda ved jeg, at rigtig mange har langt flere grunde til langt større uro. Og netop derfor har jeg brug for at høre, at nogen har tjek på tingene. Sådan på et lidt højere niveau.  

 

Så tak, du kære David, salmedigter! Tak, for dine smukke ord!

Det kunne jeg få lyst til at råbe højlydt ud over byen oppe fra kirketårnet, for hvor er det godt, at blive mindet om, at du ser for dig, at vi har en sådan Gud, som vil åbne sine hænder og rejse de faldne og de nedbøjede, - også alle vi de ’over-vore mobiler-nedbøjede’ som lige nu har bøjet os ned for at følge med i hvad, der ske, og hvor mange smittede og hvor mange døde, der nu er.  For jeg anerkender, at der er en grænse for, hvad jeg har tjek på, og for, hvad selv en statsminister magter. Ikke, at det er nyt lige nu. Det kan bare forekomme så tydeligt lige nu.

 

Men!  - netop derfor kunne jeg nok fristes til at tænke, at denne Gud da egentlig gerne måtte se at samle sig lidt sammen til at åbne de der hænder… hvis jeg kan tillade mig på den måde, at udtrykke en vis uro over verdenssituationen. Vores lille klode i det store univers er ikke just en fodbold, der kan leges med, Gud!  Vi bor her på den bold. Vi er sårbare. Det gør ondt, når nogen, vi har elsket, dør. Selv når det er mange år siden, at de var 17 år.

 

Det gør tilmed rigtig ondt, som præst at se nogen, der har mistet nogen, stå inde i kirken sammen med ’kun’ den allernærmeste familie. Eller rettere: at se dem sidde sammen – hver for sig. En og en. På hver sin bænk. Én hel bænk til hver. På hver anden række. Så jeg rigtig kan se – hvor mange der mangles…

 

*

 

Men, aldrig så snart, har jeg stået dér og været på nippet til at fare op i kirketårnet for at råbe, før jeg måtte konstatere, at der skete noget besynderligt. Som når det i et eventyr fortælles, at noget pludselig forvandles, som ved et trylleslag, og der så står skrevet, at det skete…

 

For sådan skete det, da jeg i denne uge stod ved en begravelse, og netop blev så trist og så modløs og følte mig så afmægtig, ved at se alle de mange, der manglede, på grund af de begrænsninger, som lige nu er så livsvigtige, - at det lige med ét var som om alle hullerne begyndte at tale, ja, nærmest at larme og at råbe højlydt – så jeg lige med dette ét kunne se helt tydeligt og tindrende klart, hvordan et sådan virus nok kan sætte en begrænsning for os, nok kan forhindre os i at samles, nok kan udstille vores sårbarhed, og desværre slå ihjel, men! det kan ikke begrænse følelsen af at høre sammen. Også med dem, der ikke kunne være med i kirken. Også med den døde, der lå i kisten. For de var alle sammen tilstede ved at mangles. De var i hullerne. De var tilmed temmelig levende, når jeg så dem for mig. Også den døde.

 

Hvis jeg nu skriver, at det giver os en uendelig magt til at overleve og at bekæmpe betydningen af et virus, så ved jeg godt, at det kan misforstås. For dét er ingen vaccine. Intet værnemiddel. Men dét er som en vished om det banale, at man kan slå et menneske ihjel, men ikke dræbe et ord, og om, at vi er et levende fællesskab. Selv med de, der måtte dø. Vi føler med hinanden. Vi lider med. Dét fænomen, som kaldes medlidenhed.

 

*

 

Og dermed sagt: Er der noget, som er blevet meget synligt i disse dage, hvor vi kæmper mod et usynligt virus, der florerer imellem os, så er det, at vi er et fællesskab, der bærer hinanden, fordi vi – på godt og ondt - betyder noget for hinanden.  Paradoksalt, har dette usynlige virus derfor egentlig afsløret og gjort det synligt for os netop, hvilken magt, vi egentlig har, og som dét ikke har. For vi kan faktisk gøre meget og hver især gøre en kæmpe forskel, selvom vi ikke kan gøre alt. Vi kan også hjælpe mange. Ikke alle. Og vi kan bestræbe os på at forsinke spredningen. Og sådan kunne jeg se for mig, at Gud åbner sin hånd ved at bruge vore hænder.

 

En dansk salmedigter, Lars Busk Sørensen udtrykker det sådan her:


Livets Gud har dine hænder,

derfor er det dig, han sender,

når din næste lider nød.

 

*

 

Alt sammen viser det hen til, at vi mennesker kan noget med tid.

For vi kan række ud over den tid, vi selv lever i, takket være sproget, og takket være hullernes larmende mangel, og takket være denne medlidenhed. Så paradoksalt nok: takket være dette usynlige virus, som er så bekymrende, bliver det så beroligende tydeligt og synligt og muligt at forkynde for jer, at vi har et glimt af en evighed, som et sådant virus ikke har.  

 

Som når dét sker i disse dage, at det netop midt i frygten og uroen og de mange bekymringer bliver så tydeligt, at vi lever af det, man netop kunne kalde livets brød. Jeg behøver end ikke at råbe det fra kirkens tårn. Det siger (næsten) sig selv!

 

 

 

 

 

 

 

Løgumkloster 2012