Har du fået et barn?

Fødselsregistering

En fødsel registreres på baggrund af en jordemoderanmeldelse/digital anmeldelse. Forældre skal således ikke anmelde fødslen.

Er barnets forældre ikke gift, skal man udfylde en omsorgs- og ansvarserklæring, se under punktet faderskab. Erklæringen udfylder man på www.borger.dk.

Er forældrene født i udlandet medbringes opholdstilladelse, udenlandsk pas eller indfødsretsbevis.

Faderskab

Er I ikke gift, og ønsker I sammen at varetage omsorgen og ansvaret for jeres barn, skal I udfylde og underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring om faderskab. I får samtidig fælles forældremyndighed over jeres barn.

I kan udfylde erklæringen både før fødslen og i de første 4 uger efter barnets fødsel. Hvis barnet er mere end 4 uger gammelt, kan I ikke længere benytte løsningen, og barnets mor vil modtage et brev fra Familieretshuset gennem Digital Post med information om, hvordan I registrerer faderskabet.

Hvis I ikke har nået at få faderskabet registreret ved sognet/kommunen inden 4 uger efter fødslen, kan I afgive en omsorgs- og ansvarserklæring i forbindelse med den faderskabssag, som Familieretshuset rejser. Så snart vi modtager oplysninger om barnets fødsel, sender vi et brev til barnets mor med et link, som I kan benytte til at udfylde erklæringen.

Er én af jer under 18 år, skal omsorgs- og ansvarserklæringen altid sendes til Familieretshuset.

Faderskabet kan ikke registreres ved fødslen, hvis moren inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.

Navngivning

Hvis du ønsker at navngive dit barn, skal du sende en ansøgning til kirkekontoret.

Hvis I har fælles forældremyndighed, skal begge underskrive ansøgningen.

Hvis der er særlige forhold, der gør, at du ikke kan anvende digital selvbetjening, bestemmer personregisterføreren på kirkekontoret, hvordan du skal indgive din ansøgning.

Hvis du tilhører et af de anerkendte trossamfund, kan du sende en ansøgning til personregisterføreren i trossamfundet.

Personregisterføreren besvarer spørgsmål om ansøgningen.

 

Kilde: familieretshuset.dk og borger.dk