
”Flugten – familien Goldschmidts historie” – en musikalsk beretning
Henrik Goldschmidt er musiker, komponist og foredragsholder. Han kommer fra en familie, der oplevede at flygte fra Tyskland til Danmark i 1937 og videre til Sverige i oktober 1943.
Henriks far, Ernst Goldschmidt, lever stadig. Han blev født i 1933 i Nazi-Tyskland og kom med sine to søskende og sine forældre til Danmark i 1937.
Ernst husker kun svagt ankomsten til Danmark som 4-årig, men begivenhederne i oktober 1943, hvor han var 10 år gammel, står tydeligt og detaljeret i hukommelsen.
I 2018 udkom Ernst Goldschmidts bog ”Flugten”, som handler om alle de mirakler der skulle til, for at mange i Goldschmidt-familien overlevede Nazi-tiden. Bogen handler om flugt ud af Tyskland, om ophold og befrielse fra KZ-lejre, om retfærdige menneskers hjælp og om familiens flugt til Sverige over Øresund, den 13. oktober 1943.
På baggrund af familiens historie og hans fars detaljerede beretning holder Henrik Goldschmidt foredrag i Gilleleje Kirke, den 26.oktober, kl 19.30.
Den aften vil Henrik Goldschmidt både fortælle og spille musik.